I Shilas liv har det været nødvendigt at kæmpe. Ikke som en heroisk superwoman, men som et menneske, der igen og igen og igen træder til, og forsøger at holde lortet sammen, når det falder. Kæmpe for sine børn, at få sin søn ud af et misbrug af narkotika. Hun har måtte kæmpe for sine grænser. For overlevelse - både hans og sin egen, og for et sted at bo. For retten til et liv, der ikke hele tiden bliver trukket væk under én.

Alligevel er hun ikke et menneske, der ønsker at blive mødt med medlidenhed. Det ligger ikke til hende. Det, der er sket, har været hårdt, og det har sat sine spor, men det er også det liv, hun står i. Det er hendes liv, og hun er ikke kun formet af det, der ramte hende. Hun er også formet af det, hun bar igennem, og det faktum, at hun står her endnu.

Shila har allerede fortalt sin historie til et dokumentarhold, som lige nu er i gang med at klippe hendes historie færdig. For her er en historie, som skal dokumenteres og fortælles for at ændre noget. For at hjælpe andre i lignende situationer, hvis børn er i misbrug, og hvor man ikke aner, hvordan man hjælper bedst. For at sætte ord på det, som mange lever tæt på uden at have et sprog for.

Da Shila kontaktede mig, ønskede hun sig nogle billeder, som hun kunne bruge, fordi hun gerne vil fortælle sin historie som foredrag. En naturlig forlængelse af dokumentaren. Hun ville gerne fotograferes ved Handbjerg, hvor hun ofte er taget hen, for at få luft. Trække vejret og finde sig selv igen.

Shilas' historie inspirerede mig. Hun skulle ikke bare have pæne billeder. Hun skulle have fotografier, der kunne rumme det landskab, hendes liv har bevæget sig igennem. Kampen, viljen, ensomheden, frygten, modvinden. Men også værdigheden, kærligheden og humoren. Det ranke. Det bøjede, og det, der bliver stående.

Vi mødtes i Handbjerg en mørk og kold eftermiddag i marts. Vinden bed, lyset skiftede, og landskabet viste sig fra sin rå side. Halvanden time senere havde jeg taget 498 billeder. Det er ofte sådan, jeg arbejder. Jeg bliver ved. Jeg fotograferer også lige før og lige efter det, man normalt kalder selve øjeblikket. For det er tit her, noget åbner sig. Når et menneske ikke længere holder facaden helt på plads. Når kroppen svarer før ansigtet. Når et blik glider væk. Når noget samler sig. Eller slipper.

Jeg er ikke så interesseret i det polerede portræt, for det har en tendens til at lukke fortællingen. Jeg er mere optaget af billeder, der kan blive stående åbne. Fotografier, hvor et menneske får lov at være mere end ét udtryk. Mere end én rolle. Mere end det, der er sket. Andres og egne ord og handlinger.

Derfor måtte billederne af Shila gerne være både smukke og urolige. Både ranke og sårbare. Både brugbare og sanselige. Ikke for at forskønne hendes historie, men for at lade hende træde frem med sin egen tyngde.

Nogle af billederne viser hende som en lille skikkelse i et stort landskab. På nogle af fotografierne forsvinder hun næsten væk. Glider ud og nærmest opløses i landskabet. Andre lader hende stå tydeligt frem. Nogle bærer stilhed. Andre bærer bevægelse. Tilsammen tegner de et menneske, som ikke skal reduceres til offer, men heller ikke skal presses ind i en fortælling om at have “klaret den”. Det interessante ligger et andet sted: i spændet mellem det levede liv og det blik, der stadig søger fremad.

Her kan du se, hvornår Shila holder foredrag med åben adgang.

Åbent arrangement:
- Holstebro bibliotek: 15. juni 2026 kl. 16 - 18